Denne store, runde håndvask er håndlavet i massiv messing og skabt til badeværelser, hvor vasken gerne må være en tydelig del af indretningen. Den brede, bløde form giver god plads omkring vandstrålen og fremhæver messingoverfladens levende udtryk.
Den runde kumme leder vandet naturligt mod afløbet og gør vasken enkel at bruge og holde ren.
Messingen leveres blankpoleret og udvikler en naturlig patina gennem brug. I begyndelsen kan vandstænk og berøring give overfladen et levende og ujævnt spil. Med tiden bliver udtrykket mere samlet og får dybere toner. Patinaen er en del af materialets karakter og betyder, at ingen to vaske udvikler sig helt ens.
Messing er en legering af kobber og zink. Det høje kobberindhold giver vaskens overflade naturligt antimikrobielle egenskaber, som reducerer bakterier og inaktiverer vira over tid. Effekten kommer fra selve materialet og ikke fra en overfladebehandling, der slides af.
Vasken fremstilles uden sølv- og blylodninger. Det giver rene samlinger uden de mørke striber, som kan opstå ved andre loddemetoder, og undgår samtidig unødig afsmitning af bly til spildevandet.
En automatisk klik-bundventil i messing medfølger og patinerer naturligt sammen med vasken.
Hver vask er håndlavet, og mindre variationer i målene kan derfor forekomme. Vent med at skære bordpladen, til vasken er leveret og opmålt.